Statsministerens nytårstale var uambitiøs på klimaets vegne. I stedet for at satse på indenrigsfly bør de helt droppes og den kollektive trafik bør udbygges i stedet.
Næppe havde Mette Frederiksen sagt ”De stigende temperaturer er ved at ødelægge vores jordklode […] Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte”, før det stod klart, at ambitionsniveauet hos regeringen stadig er en regulær barriere for den grønne omstilling.
Stop al indenrigsflyvning
”At rejse er at leve,” sagde hun og fortsatte: ”og derfor flyver vi”. Problemet er bare, at der er ingen som helst grund til at flyve for at rejse rundt i Danmark, og statsministerens storslåede bebudelse af, at det fremover skal være muligt at vælge at flyve grønt indenrigs, er derfor blot mere misforstået klimanøl fra regeringens side.
Danmark er ikke større end et fingerbøl. Vi bør i stedet stoppe al indenrigsflyvning, udbygge elektrificeret kollektiv trafik markant, sikre timedriften og sænke billetpriserne radikalt. Flere steder bør den kollektive trafik være gratis. Dét vil være fremsynet og ambitiøst. I Frankrig er det forbudt at flyve på korte indenrigsruter, hvis der er et togalternativ på samme strækning. Det vil ikke være banebrydende, hvis vi dropper indenrigsflyvning herhjemme. Det vil bare være at følge trop og gøre det eneste rigtige.
Kampen står om ambitionsniveauet ved en CO2-afgift
Statsministeren bebudede også i talen, at regeringen vil træffe en beslutning om en ”ny og ambitiøs” CO2-afgift i år, så det bliver dyrere at udlede drivhusgasser. En ensartet CO2-afgift har været en mærkesag for klimabevægelsen i flere år og har længe været på Klimaraadets liste over nødvendige tiltag, hvis vi skal nå Klimalovens målsætninger. Selv erhvervslivet råber på en CO2-skat. Regeringen selv har været enormt fodslæbende i forhold til at tage bolden og rulle videre med den. Derfor er det også vildt vigtigt, at vi bliver ved med at presse på for at sikre, at afgiften ikke ender med at flugte med regeringens hidtidige ambitionsniveau i dens klimapolitiske udmeldinger og dermed bliver et flop. Hvis CO2-afgiften skal kunne indfri bare en del af de tårnhøje forventninger, der er til, at den kan omstille vores produktion og forbrug i en markant mere klimavenlig retning, så er det nu – i den konkrete udformning af den – at slaget skal stå. Det, forudser jeg, bliver noget, vi kommer til at være nødt til at bruge alle vores kræfter på.
At sige at man vil indføre en ”ambitiøs” CO2-afgift rykker ikke på noget som helst i sig selv. Derfor skal vi sikre, at den ensartede afgift på drivhusgasser for det første skal dække alle sektorer og samtlige drivhusgasudledninger, for det andet at den indfases hurtigst muligt til mindst 1.500 kr. pr. ton i 2030 og allerhelst meget, meget før.
De bredeste skuldre skal bære mest
En grøn, retfærdig omstilling og en grøn, retfærdig fremtid indebærer, som statsministeren siger, at de bredeste skuldre skal bære mest. Det er også derfor, at CO2-afgiften ikke skal indeholde en fradragsordning eller anden lignende rabat til de store forurenende virksomheder, hvis aktiviteter ikke er forenelige med vores globale forsøg på at holde temperaturstigningerne nede på et minimum.
Afgifterne, der bliver betalt af forurenerne, skal bruges til aktivt at sætte fart og styrke på den grønne omstilling som f.eks. at udbygge og elektrificere den kollektive trafik og investere i grøn efteruddannelse til de, der mister deres job i de klimaskadelige industrier og som i stedet skal være positive medspillere for et bæredygtigt samfund.
De bredeste skuldre skal bære mest. Derfor er det industrien og landbruget, der skal betale for de konsekvenser, den påfører klimaet, naturen og mennesker. Blandt andre Det Miljøøkonomiske Råd understreger at det økonomisk set er meget, meget billigere at gennemføre en omstilling af markedet og produktionen gennem afgifter snarere end statslige tilskud. Det vil sige, at vi får flere reduktioner af drivhusgasser for pengene gennem en bred og høj CO2-afgift. Regningen bliver højere, hvis ikke vi hurtigst muligt for indfaset en ambitiøs afgift, der dækker alle udledninger. Forureneren betaler. Det er det bærende princip.
I Frie Grønne synes vi, at statsministerens tale er et flop. Det er et problem, at regeringen siger, at det politiske flertal lige nu gør, ”hvad der skal til”, men at vi samtidigt kan se, at det der sker og de aftaler, der er indgået i løbet af de sidste to et halvt år ikke er noget i nærheden af det, der er nødvendigt. At foreslå en mulighed for grøn indenrigsflyvning i 2030 er simpelthen en ommer og afspejler et ambitionsniveau, der på ingen måde kan hamle op med den alvor, vi er nødt til at møde verdens største krise med.
Lige inden jul var klimaministeren indkaldt til den årlige forespørgselsdebat, hvor det øvrige Folketing har mulighed for at holde regeringen op på dens løfter om at indfri Klimaloven fra 2019. Frie Grønne og Alternativet foreslog en vedtagelsestekst, der ville skrue op for og sætte fart på de klimapolitiske ambitioner, men som desværre ikke blev vedtaget. Se vedtagelsesteksten her.