Det er kun få uger siden verdens største klimatalkshow sluttede i Glasgow, og den globale frustration er så massiv, at man kan skære i den. COP26 endte i flere løfter, håndtryk og løfter om, at lige om lidt begynder vi at handle. Snart. Snart. Snart.
I det mindste går Danmark foran og lever op til sine forpligtelser. Eller hvad? Samtlige socialdemokratiske ministre ynder at udtale, at vi er halvvejs i opfyldelsen af vores egne reduktionsmål. Så meget halvvejs, at man skulle tro, vi faktisk næsten allerede har klaret skærene og reduceret med 70 procent efter klimaloven.
Det er desværre kritisk langt fra virkeligheden.
Det er vigtigt at skelne mellem planlagte reduktioner og realiserede reduktioner.
Indtil nu har vi kun lagt planer for den sti, vi skal løbe på. Vi har lavet en rute gennem det lette terræn, de synlige små bakketoppe viger vi udenom, solen skinner.
Med den sidste halvdel af ruten er en anden sag. Den henligger i mørke. Som Klimarådet – regeringens uafhængige ekspertorgan – udtaler, har vi nu grebet de lavthængende frugter. De højthængende er den sidste halvdel. Og det er et langt sværere bjerg at bestige.
Så det er utopisk at forestille sig, at vi er halvvejs. Vi er ikke engang begyndt at løbe, og vi har ikke for alvor set emissionerne falde endnu.
Det understreger absurditeten, at en række partier i begyndelsen af maj vedtog endnu en målsætning for at sikre, at vi overholder den lovgivning, der allerede er vedtaget. Nemlig et delmål, der lyder, at vi skal reducere med 50-54 procent allerede i 2025. Men også dét mål er uden en handlingsplan. Der er ingen fastlagt rute til at sikre, at det lykkes. Og det ignoreres fuldstændig fire måneder senere, da regeringen udlægger sit klimaprogram, der ellers netop skulle forestille at være en beskrivelse af køreplanen for at nå klimamålene.
Når der ikke medfølger konkrete reduktioner, som, vi ved, kan sikre opfyldelsen af dét, vi lover, er løfter og mål intet værd. Så resulterer de ikke i andet end mere nøl og den sure lugt af flere syltekrukker, der fylder op i Folketingets hjørner, hvor en ensartet CO2-afgift, en omlægning væk fra animalsk produktion og et stop for ny fossil infrastruktur allerede samler støv.
Der mangler en krisebevidsthed på borgen, en helt anden tilgang til at sænke vores udledninger, et helt andet tempo, en helt anden skala. Uden alt det er vi ikke en del af løsningen, men en del af problemet, når internationale topmøder som COP26 ender i varm luft og uden reelt nyt indhold.
Første skridt er, at alle klimaaftalerne straks genforhandles, så de faktisk viser hele ruten, mod de 70 procent i 2030. I Frie Grønne mener vi, at vi bliver nødt til at arbejde med et forsigtighedsprincip, så vi når at implementere alt det, der er nødvendigt. Og i så fald er vi allerede bagud.
Der skal handles nu.
Lige om lidt begynder vi at handle.
Snart. Snart. Snart.
Dette debatindlæg er bragt i Politiken d. 6/12-2021