Mens politiet på Folkemødet stopper Søren Pape Poulsen for at få taget selfies, stopper de mig for at tage mit navn og cpr-nummer. Selvom mange helst kigger væk, er racismen for nogen af os en fast del af hverdagen. Det skal stoppe nu.
Forleden blev jeg igen mindet om, at jeg – nærmest uanset hvad jeg foretager mig her i livet – i manges øjne stadig mest af alt bare er en dum fucking perker.
Det skete på årets Folkemøde, hvor jeg efter at have deltaget i en partilederdebat på DR 2 sammen med min bror og en ven midt på havnen i Allinge blev stoppet af politiet og afkrævet mit navn og cpr-nummer.
Jeg ved ikke, hvorfor de stoppede mig.
Men lad mig spørge på denne måde: Hvor mange gange tror du, Søren Pape Poulsen er blevet stoppet af politiet efter en partilederdebat (altså ud over for at få taget selfies, som det skete på Folkemødet)? Jeg siger ikke, at politiet ikke må stoppe mig. Det må de gerne. Det har de i øvrigt gjort igen og igen gennem hele mit liv, så jeg er vant til det. Ja, ved nogle lejligheder i min barndom og ungdom har de endda tævet mig.
Så jeg kender ligesom proceduren.
Men jeg bliver for at sige det på godt nydansk pissed, når politiet ikke stopper folk vilkårligt, men igen og igen i udpræget grad stopper folk med samme hudfarve som mig. Jeg bliver pissed, men mest af alt bliver jeg frustreret. For er vi virkelig ikke kommet længere? På samme måde som Bendt Bendtsen i sin tid forvekslede en ung og nærmest ukendt Johanne Schmidt-Nielsen med en piccoline, der kunne hente ham en kop kaffe til en afgørende partilederdebat i slutningen af en folketingsvalgkamp, forvekslede politiet på Allinge Havn mig med deres stereotype forestilling af en kriminel: en (relativt) ung brun mand.
Jeg ved godt, at jeg ikke er lige så kendt som Søren Pape Poulsen eller Pia Olsen Dyhr. Jeg gør mig ingen illusioner om, at politifolk ved, hvem jeg er.
De eneste steder, hvor jeg for alvor er kendt, er på Blågårds Plads, hvor jeg voksede op, og så blandt rigtig mange af de højreekstremistiske internettrolde, der dagligt chikanerer mig og alt for ofte sender dødstrusler i min retning og siger, at jeg skal skride hjem, hvor jeg kommer fra (og de mener ikke Rigshospitalet, hvor jeg blev født). Ellers føler jeg mig på ingen måder ‘ For kendt’, som Lex og Klatten engang sang.
NÅR SÅDAN noget sker, føler jeg mig i stedet som en dum fucking perker. En mand, der ikke kan slippe fri, men for evigt er dømt til ikke selv at kunne definere, hvem jeg er, men må finde mig i, at andre gør det – bare ved at se på mig. Og det er det, der pisser mig af.
Ligesom det gjorde, da mine forældre og jeg sidste år blev overfaldet verbalt uden for Christiansborg på vej ind til årets demokratiske højdepunkt, Folketingets åbning.
Ligesom det gjorde, da Marie Krarup i en debat på P1 på Folkemødet i fjor fastslog, at jeg ikke er dansker, selv om jeg er født på Rigshospitalet.
Ligesom det gjorde, da Inger Støjberg – under debatten om, hvorvidt der skulle rejse rigsretstiltale mod hende selv – fra Folketingets talerstol fastslog, at det ville klæde mig at tilslutte mig de danske værdier.
Hallo, jeg har skrevet under på grundloven.
Jeg er valgt til Folketinget. Du er en dømt kriminel, Inger Støjberg. Hvem har mest tjek på de danske værdier? Det er i de situationer, jeg føler jeg mig som en mand, der af alt for mange ikke bliver set som andet end en dum fucking perker.
For et par år siden debatterede jeg i forbindelse med amerikansk politis drab på George Floyd dansk politis tilgang til tilfældige stop af borgerne med Politiforbundets daværende formand, Claus Oxfeldt.
Dengang lød forklaringen, at politiet har en såkaldt sjette sans. Det er derfor, de stopper så mange, der ser ud som mig.
Det handler, lød Oxfeldts argument, slet ikke om det, man kalder etnisk profilering, hvor politiet i uforholdsmæssig grad uretmæssigt stopper, anholder og sigter personer, der har samme hudfarve som mig.
Nej, for dansk politi har ikke et problem med etnisk profilering, har det lydt igen og igen, selv om fakta og rapporter lige så vedholdende påpeger, at det rent faktisk er tilfældet. Det kan i stedet forklares med deres sjette sans, var Oxfeldts argument.
OM DET VAR den famøse sans, jeg også blev udsat for på Bornholm, ved jeg ikke.
Men jeg må i hvert fald konstatere, at politiet igen har benægtet, at det skulle være etnisk profilering. Faktisk siger de, at de slet ikke har henvendt sig til mig, selv om der nu er et øjenvidne, der bekræfter, at det var mig, politiet henvendte sig til – hvilket man i øvrigt også kan se på videoen af episoden.
Hvis man læser mange af kommentarerne til den video, vi optog af forløbet, er jeg nok bare sur over, at de ikke ved, hvem jeg er, det handler i hvert fald ikke om min hudfarve, og jeg har sikkert orkestreret det hele for at kunne føle mig krænket og score lidt medietid.
Med andre ord er det for mange at se mig, der er problemet.
Men uanset hvad folk tror, mener jeg ikke, at danske politifolk generelt er racister.
Det har jeg i øvrigt sagt og skrevet igen og igen. Der er masser af danske politifolk, der gør et rigtig godt stykke arbejde.
Dansk politi har ikke et særskilt problem med racisme; det er Danmark, der har et problem med racisme. Og når der er racisme i Danmark, er der naturligvis også racisme i politiet. Nogle steder.
Da jeg blev født på Rigshospitalet i hjertet af København i oktober 1986, så mine forældre lyst på min fremtid.
De var kommet hertil fra Pakistan som gæstearbejdere, og det var bestemt ikke altid lige let, men dronning Margrethe havde i sin nytårstale knap to år forinden advaret mod de dumsmarte bemærkninger, som mange af deres slags var blevet mødt med fra danskerne, da gæstearbejdere som min mor og far gjorde deres første oplevelser i deres nye hjemland.
»Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde«, havde dronningen sagt.
»Et godt sted at begynde«. For min mor og far handlede det om, at deres børn skulle bidrage til det samfund, de blev født i. Vi skulle uddanne os. Vi skulle tro på noget. Kæmpe for noget. Bevise, at vi var gode nok.
Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort. Ikke alt blev, som de drømte om, der var mange bump på vejen, som der nu engang ofte er, når man vokser op et sted som Blågårds Plads på Nørrebro.
Men forestil jer alligevel den stolthed, de følte, da deres søn blev valgt til Folketinget knap 33 år senere. De følte, at de havde leveret på deres del af aftalen. En søn, der havde en mening om, hvor Danmark skulle bevæge sig hen.
Jeg er stolt af, at jeg har gjort min forældre stolte.
Men når jeg ser tilbage på mine indtil videre lidt over tre år i Folketinget, er det, der står klarest for mig, at jeg har været en fremkaldervæske for den racisme, der er i Danmark, og som har vundet indpas i store dele af det politiske spektrum.
Min blotte tilstedeværelse i folketingssalen er for nogle af mine kolleger en invitation til at skrue op for racisme og fordomme.
Til at lade galden og hadet flyde frit. En mulighed for at vise sig som en, der er strammere og har en hårdere retorik over for brune end resten af Folketinget.
DET HAR egentlig været ufrivilligt, at jeg på den måde har været med til at udstille både racismen og uviljen til at erkende, at den eksisterer og er et problem. Men det har også været vigtigt. Det er derfor, jeg har skabt partiet Frie Grønne, så vi kan kæmpe for at skabe et antiracistisk Danmark.
Da jeg uploadede en video af episoden på Bornholm på Twitter, var kommentaren fra Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, følgende: »Hvad er problemet? Er du for fin til at tale med politiet, fordi du er folketingsmedlem?«. Efterfølgende anklagede han mig for at gamble med tilliden til politiet, »der jo egentlig bare passer deres arbejde«. Hvor tit er du blevet stoppet uretmæssigt af politiet, Bjørn Brandenborg? Min virkelighed er, at jeg nok hundredvis af gange er blevet stoppet af politiet uden grund.
Jeg er ret sikker på, at jeg uretmæssigt er blevet stoppet mere af politiet end hele den socialdemokratiske folketingsgruppe, der trods alt tæller 49 personer, til sammen. Er det virkelig det, politiet skal bruge deres ressourcer på? Ja, jeg fokuserer på min hudfarve. Fordi jeg hele tiden bliver mindet om den. Af andre.
Ja, jeg fokuserer på min religion. Fordi jeg igen og igen får at vide, at den er et problem.
Ja, jeg bruger meget af min tid på at tale om racisme. Fordi jeg og folk, jeg holder af, og mennesker, jeg repræsenterer som folkevalgt, oplever den nærmest hver eneste dag.
Jeg bliver beskyldt for at søge konflikterne.
Det gør jeg måske, fordi jeg vil ikke finde mig i, at det bombardement, som vi har været udsat for i mindst to årtier, bare fortsætter og fortsætter og fortsætter.
Jeg viger ikke uden om, jeg dukker ikke nakken, jeg tage gerne kampen.
For hvis vi ikke tager kampen, vinder racismen og hadet og islamofobien bare endnu mere frem, som den har gjort, siden jeg gik ud af folkeskolen.
Så fortsætter styrtet mod bunden bare med stadig højere fart. Tror I virkelig, at vi bekæmper racisme ved at lade, som om der ikke er et problem med etnisk profilering i dansk politi, ved, at vi lader, som om racisme ikke ødelægger karrierer, før de kommer i gang på arbejdsmarkedet, ved at påstå, at det overhovedet ikke eksisterer? BARE FORDI du ikke selv har været udsat for racisme, kan det godt være noget, der fylder hver eneste dag i mange andres liv.
Det burde være åbenlyst, men det er det åbenbart ikke. Og bare fordi du synes, det vil være mere belejligt ikke at tage diskussionen om racisme, ikke at erkende, at det er et samfundsproblem, der er blevet så gennemgribende, at regeringen fører politik, der med åbne øjne (og af og til slet skjult stolthed) diskriminerer på baggrund af hudfarve og etnicitet, ja, bare fordi det da ville være dejligere, hvis vi ikke skulle se os selv i spejlet og erkende, hvad vi er blevet, så forsvinder problemet altså ikke af den grund.
Jeg gør det her, fordi der er et vi, der er så meget større og vigtigere end mit eget jeg. Et vi, der er alle os, der aldrig bliver set som gode nok, uanset hvad vi gør.
Et vi, der er alle os, der uddanner os som aldrig før, mens stadig skal sende mange flere ansøgninger for at komme i betragtning til et job. Og så samtidig høre på, at vi er dovne og nogle nasserøve, når vi ikke engang bliver kaldt til samtale.
Et vi, der er alle os, der bidrager til samfundet på lige fod med resten af befolkningen, men bliver betragtet som andenrangsborgere og diskrimineret af lovgivningen.
Et vi, der er født og opvokset her i landet og har lige så meget ret til at være her som alle mulige andre, men som stadig skal høre på, at vi skal skride hjem, hvor vi kommer fra.
Et vi, der er alle os, der er fucking trætte af, at vi, lige meget hvor meget vi prøver, og lige meget hvor meget vi opnår, stadig bare af alt for mange bliver set som nogle dumme fucking perkere.
Og vigtigst og for mig mest håbefuldt: et vi, der ikke vil finde sig i det længere.
Jeg har sagt det før, men hvis den ikke er sivet ind: Mine forældre dukkede nakken.
De var kommet hertil fra et andet land. De skyldte taknemmelighed. De skulle bevise deres værd. De skulle leve op til den tillid, de var blevet vist, da dørene til et fremmed land blev slået op.
Men det stopper der. De er mine forældre, de er ikke os. De er ikke vores generation.
Jeg kommer aldrig til at dukke nakken.
Jeg har intet ekstra at være taknemmelig for – ikke ud over alt det, vi alle sammen kan være evigt taknemmelige for: at vi er født i et af verdens bedste lande. Det skal vi alle sammen være. Det er jeg i hvert fald.
Jeg har lige så meget ret til at være her som alle andre. Jeg er født her, du er født her. Vi er lige heldige. Vi skal begge gøre vores bedste, men jeg skal ikke gøre mere end dig. Eller det burde jeg i hvert fald ikke skulle.
Og det kræver, at vi – ikke kun mig og mine, men også dig og dine – i fællesskab bekæmper den racisme, diskrimination og forskelsbehandling, der er en del af Danmark anno 2022.
Jeg gør det i Frie Grønne, og jeg håber, du vil være med, men det vigtigste er ikke, hvor du gør det, men at du gør det.